Elpriser
Der er penge at spare, hvis du får valgt den laveste elpris. Når du vælger elselskab, er der dog også en række andre faktorer, du bør tænke over, for eksempel selskabets fokus på bæredygtige energikilder, og hvordan du har mulighed for at se dit forbrug. Mange selskaber tilbyder en favorabel introduktionspris, men du bør selvfølgelig først og fremmest vælge selskab ud fra, hvad prisen kommer til at være, når tilbuddet ophører.
Det er vist de færreste, der har lyst til at undvære el i hverdagen. Derfor er du også nødt til at forhold dig til, hvad prisen på el er. Ikke mindst i en tid, hvor priserne bliver ved med at stige. Der kan nemlig være mange penge at spare, hvis du skifter til et billigere selskab – eller måske skifter fra en fast til variabel pris.
Tidligere var det ikke muligt at skifte elselskab, men det har det heldigvis været siden 2003. Dermed kan du helt selv vælge, hvilket selskab du gerne vil have. Hvis der er noget, du gerne vil lægge vægt på, for eksempel at have den laveste strømpris eller så vidt muligt kun at modtage strøm fra vedvarende energikilder, kan du altså gøre det.
En stor del af prisen på strøm kan ikke ændres. Den udgøres af moms, afgifter og for eksempel PSO, en afgift for at have adgang til vedvarende energikilder og forskellige decentrale værker. Faktisk udgør de udgifter hele 72 % af elprisen. Det er altså kun de sidste 18 %, som elselskaberne har mulighed for at justere på.
Hvad påvirker elprisen?
Du har sikkert opdaget, at der ikke findes en fast pris på el. I stedet varierer den i løbet af dagen. Det er ikke mindst noget, du skal være opmærksom på, hvis du har en variabel elpris. Der betaler du nemlig for, hvad el koster på det tidspunkt, hvor du bruger den.
Men hvad er det egentlig, der påvirker elprisen?
Udbud og efterspørgsel
Først og fremmest skyldes det udbud og efterspørgsel. Der er nogle tidspunkter på dagen, hvor vi stort set alle sammen bruger el. Det er for eksempel om aftenen, hvor de fleste er kommet hjem fra arbejde og derfor har tændt lyset.
Mange har også tændt for fjernsynet, computeren og måske opvaskemaskinen eller vaskemaskinen. Der er derfor flere, der bruger mere el samtidig, og når efterspørgslen stiger bliver prisen lidt højere. På tidspunkter, hvor der ikke er så mange, der bruger el, for eksempel om natten, vil prisen være lavere.
Brændselspriserne
En del af vores el bliver stadig fremstillet ved hjælp af brændsel. Derfor afhænger elprisen selvfølgelig af, hvad prisen på brændsel er i øjeblikket.
Vejrforhold
Noget af vores strøm kommer fra solceller og vindmøller. Hvis det for eksempel blæser meget, producerer vindmøllerne mere strøm, og elprisen vil derfor være lavere. Der er nemlig ikke så gode muligheder for at lagre strøm fra vedvarende energikilder endnu.
Hvor du bor i landet
I Danmark er der flest vindmøller vest for Storebælt. Det kan være svært at transportere strømmen fra møller til husstande øst for Storebælt. Derfor er priserne på el som regel lidt højere der end vest for Storebælt.
Sådan vælger du det rette elselskab
Der er flere faktorer, som du bør tænke over, når du skal vælge et elselskab. Her kommer vi ind på nogle af de vigtigste.
Faste eller variable elpriser
Først og fremmest skal du overveje, om du vil betale en fast pris for din el, eller om du vil betale en variabel pris. Hvis du betaler en fast pris, kommer det ikke til at have betydning, hvornår på døgnet du bruger el. Du er altså sikret den samme pris uanset hvad.
Hvis du vælger at have en variabel pris, kan det betale sig for dig, at du ser på, hvornår du bruger el. For eksempel kan du tænke over, at du kun sætter en maskine med tøj over i perioder, hvor elprisen er lav. Dermed har du jo mulighed for at spare penge.
Hvilket der er det rette, kommer i høj grad an på din personlighed. For nogle er det ikke rart, at de ikke kender den eksakte pris på el, og at de hele tiden skal tænke over, hvornår de bruger deres elektriske apparater. For andre kan der næsten går sport i det, og som udgangspunkt får du da også den laveste elpris, hvis du kan leve med at skulle tænke lidt mere over dit elforbrug.
Bæredygtighed
Nogle elselskaber har mere fokus på grøn energi end andre. Hvis det er vigtigt for dig, at så meget som muligt af din el kommer fra solceller og vindmøller, bør du selvfølgelig sørge for at vælge elselskab ud fra det.
Nemt at følge forbrug
Nogle forholder sig slet ikke til, hvor meget el de bruger, andre kan godt lide at følge løbende med i det. Hvis du hører til de sidstnævnte, er det også værd for dig at tænke over, når du skal vælge elselskab. Der kan nemlig være forskel på, hvordan du har mulighed for at følge dit elforbrug fra selskab til selskab.
Hvis du godt kan lide at følge meget med i, hvor meget el du bruger, er det smartest, at du vælger et elselskab, der har en app, som du kan se det på. Dermed kan du logge ind på appen for eksempel en gang om ugen eller måneden og tjekke, hvor meget el I har brugt i den periode. Det kan hjælpe med til, at I hele tiden foretager ændringer af jeres adfærd, så I bruger mindre el.
Introtilbud eller ej
Når du leder efter et elselskab, vil du nogle gange falde over nogle utroligt lave priser, hvor du tænker: Kan det virkelig være rigtigt? Og nej, det kan det som regel ikke. Der er typisk tale om nogle introtilbud, hvor du kan få en meget lav pris, når du bliver kunde hos et elselskab.
De lave elpriser varer selvfølgelig ikke ved, men stiger til et mere almindeligt niveau efterfølgende. Du bør derfor ikke vælge elselskab udelukkende ud fra, hvad deres introtilbud er. Men hvis det elselskab, som du gerne vil skifte til, tilbyder en introbonus, er det jo kun en fordel for dig.
Sammenlign elpriser
Når du skal vælge elselskab, kan det også være en rar rettesnor for dig, at du sammenligner elpriserne på tværs af selskaber. Du kan bruge elpris.dk til at gøre det. Det er hjemmeside, der er udviklet af Forsyningstilsynet, en uafhængig institution, der holder styr på priserne i energisektoren. Forsyningstilsynet hører under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.
Der findes også andre sider til elprisammenligning. Du kan godt bruge dem også, men du skal være meget opmærksom på, om de får penge for at henvise dig til et bestemt selskab. Gør du det, kan du jo ikke stole på deres sammenligninger, da de vil have en tendens til at favorisere det selskab, som de selv henviser til.
Hvor meget kan jeg spare ved at skifte elselskab?
Det meste af prisen på el består af afgifter, moms og lignende, som elselskaberne ikke kan ændre på. Det er derfor kun 18 % af prisen på el, der bliver styret af konkurrence. Det kan virke som en mindre ting, men der kan alligevel være penge at spare på at finde de laveste priser på el.
Ifølge Bolius kunne en familie i 2018 typisk i gennemsnit spare 3600 kroner om året, hvis de sørger for at vælge et abonnement med en lav elpris frem for en højere pris. Det er altså værd for dig at se på, hvor du kan finde de laveste elpriser henne. Gør det for eksempel til en vane at tjekke det en gang om året. Dermed har du hele tiden det elselskab, der er mest relevant for dig.
Sådan skifter du nemt elselskab
Måske har du ikke skiftet elselskab, fordi du synes, at det lyder besværligt. Men det er det ikke længere, og det er endda gratis at skifte. Når du gerne vil skifte elselskab, skal du bare kontakte det selskab, som du gerne vil være kunde hos. Det kan du gøre direkte ved at tilmelde dig på selskabets hjemmeside, ved at ringe til dem eller gennem elpris.dk.
Når du kontakter det nye selskab, sørger de for, at du får skiftet. Det eneste, du skal gøre, er at aflæse din elmåler. Det er altså meget nemt og hurtigt for dig, når du først har fået analyseret dig frem til, hvilket selskab du gerne vil være kunde hos.
Du skal være opmærksom på, at selvom du skifter elselskab skifter du ikke netselskab. Netselskabet er dem, der ejer kablerne, der fører til din bolig. De gør det muligt for forskellige selskaber at bruge kablerne, så de kan sende strøm til dig. Du kan ikke skifte netselskabet ud, som du kan med elselskabet.
Selvom der er to selskaber, vil du dog altid kun få en regning. Fra dit elselskab. De sørger for at betale netselskabet for at bruge kablerne. Du behøver derfor kun at forholde dig til, hvad elselskabets priser er. Gør du det, kan der være mange penge at spare.